Nye anbefalinger skal være et redskab til at komme sexisme og seksuel chikane til livs

Pressemeddelelse 5. november 2020

Nye anbefalinger skal være et redskab til at komme sexisme og seksuel chikane til livs

Kreativitet & Kommunikation lancerer nu en række konkrete anbefalinger, der skal hjælpe ledelserne i den danske reklame- og kommunikationsbranche med at håndtere sexisme og seksuel chikane.

Det er et arbejdsgiveransvar – både i juridisk og etisk forstand – at sætte sig i spidsen og drive en kulturel forandring, der gør op med sexisme og seksuel chikane. Derfor lancerer Kreativitet & Kommunikation nu otte anbefalinger, der er målrettet arbejdsgiverne i brancheforeningen.

”Vi lancerer denne række anbefalinger, fordi der er behov for at være konkrete på, hvor det er ledelserne kan sætte ind. Jeg oplever, at vores medlemmer er utroligt opmærksomme på deres ansvar i denne debat, men det er samtidig et felt med mange gråzoner. Anbefalingerne er et værktøj, der kan være med til at skubbe gang i den kulturændring, der i sidste ende skal tage livet af sexismen,” siger Tine Aurvig-Huggenberger, der er direktør i Kreativitet & Kommunikation.

Arbejdsgruppe har givet input
Anbefalingerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe, der består af fire kvinder, som bredt repræsenterer PR/kommunikations-, mediebureau- og reklamebranchen. De fire kvinder sidder i forskellige stillingskategorier og har et aldersspænd på 22 til 48 år.

”Vi har med arbejdsgruppen gjort os den ulejlighed og talt med – og ikke kun om eller til – kvinder, der kender branchen,” siger Tine Aurvig-Huggenberger og fortsætter:

”Anbefalingerne skal være startskuddet. Men det er en væsentlig erkendelse, at man ikke får en ny kultur ved at knipse med fingrene. Det kræver vedholdende insisteren fra ledelsens side, og det kræver tid og ressourcer,” siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Find Kreativitet & Kommunikations anbefalinger her.

For yderligere kommentarer kontakt Tine Aurvig-Huggenberger, tlf. 2127 9620.