Nyt samarbejde skal øge fastholdelse, rekruttering og ligestilling i bureaubranchen
Kreativitet & Kommunikation og VÆRDBAR har indgået et strategisk samarbejde for at klæde bureaubranchen på til at håndtere barsel bedre. De nye regler om øremærket barsel, der træder i kraft til august 2022, betyder, at barsel er et nyt konkurrenceparameter.
Charlie Stjerneklar, direktør i Kreativitet & Kommunikations, mener at bureaubranchen skal have de bedste forudsætninger for at imødekomme de nye regler og behov:
”Barslen er en meget sårbar periode, hvor der er stor risiko for at miste gode medarbejdere – i en tid, hvor manglen på medarbejdere er stor. Tal viser, at op til 70% barslende medarbejder overvejer at søge eller søger nyt job under deres barsel. Den statistik skal samarbejdet med VÆRDBAR hjælpe Kreativitet & Kommunikations medlemmer med at ændre”, siger Charlie Stjerneklar.
For Kreativitet & Kommunikation betyder samarbejdet med VÆRDBAR, udover fordelagtige priser til foreningens medlemmer, at brancheforeningen progressivt og aktivt ind i arbejdet for at øge ligestillingen i bureaubranchen – og dermed være med til at gøre branchen attraktiv for nyt talent i kampen om arbejdskraft.
Barsel er en af de allerstørste barrierer for ligestilling og ved at håndtere barslen godt, kan bureaubranchen gå forrest og bruge barslen til at skabe værdi. Det sker helt konkret ved at klæde både ledere og medarbejdere på til at sikre gode barselsforløb. Målet er at gøre barsel til omdrejningspunkt for fastholdelse og en bedre ledelse, der er forberedt på de ledelseskrav og -værdier, som i stigende grad efterspørges i fremtiden.
”Samarbejdet er et konkret tiltag i forhold til Kreativitet & Kommunikations prioritet om at gøre branchen bedre til at tiltrække talenter”, siger Charlie Stjerneklar og fortsætter: ”Hvis bureaubranchen skal rådgive kunder om ligestilling og diversitet – ja, så må vi selv gå forrest og øge ligestillingen i vores egen branche. Her tror jeg, at normalisering af barsel i vores arbejdsliv er et vigtigt sted at starte for både kvinder og mænd”.
Natalia Rogaczewska, stifter og direktør i VÆRDBAR, siger: ”Jeg glæder mig meget over samarbejdet med Kreativitet & Kommunikation. Bureaubranchen har en enorm indflydelse på diskursen i vores samfund – og kan derfor gøre en stor forskel ved at gå forrest. Det er vigtigt, at branchen på troværdig vis også selv arbejder med ligestilling”.
Hun fortsætter: ”I dag taber vi en masse værdi på gulvet på grund af den måde, som barsel håndteres på. Det har vi ikke råd til. Både kvinder og mænd efterspørger, at barsel integreres i arbejdslivet som et positivt bidrag – og det er jo både fair og heldigvis også helt muligt. Det kræver bare lidt hjælp, og det ser jeg frem til at samarbejde med bureaubranchen om”.
FAKTA
- Medlemmer af Kreativitet & Kommunikation kan købe VÆRDBARs ydelser til fordelagtige priser. Se de forskellige muligheder og kontante fordele her.
- VÆRDBAR bruger, som en af de første i Danmark, håndtering af barsel som springbræt for øget ligestilling og udvikling af fremtidens arbejdsmarked. Det sker gennem konkrete ledelses- og medarbejderforløb og barselsprogrammer, der giver plug-n-play viden, redskaber og struktur for barselhåndtering. Læs mere om VÆRDBAR her.