Ny beskæftigelsesrekord
Pressemeddelelse 8. august 2019
Reklamebranchen slår ny beskæftigelsesrekord
Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at den danske reklamebranche fortsætter de positive takter fra 2018 og startede 2019 med en ny beskæftigelsesrekord. Det vidner om, at der i stigende grad er brug for dansk kreativitet, lyder det fra både Dansk Erhverv og Kreativitet & Kommunikation.
Den danske reklamebranche skaber en væsentlig værdi i det danske samfund – både når det gælder arbejdspladser og skattekroner. Aldrig før har der været så mange beskæftigede i den danske reklamebranche. I første kvartal af 2019 har intet mindre en knap 10.000 mennesker en ansættelseskontrakt i et dansk reklamebureau. Det er det højeste antal fuldtidsbeskæftigede siden 2013.
”Vi er glade for den vækst, disse tal repræsenterer. Den danske reklamebranche er et stort arbejdsmarked og dermed en vigtig spiller i det danske erhvervsliv. Hver dag tiltrækker og udvikler branchen talent, og det er afgørende for at skabe de bedste kommunikationsløsninger, men også for det fagligt høje niveau, vi står for herhjemme. Reklamebranchen er en vækstdriver i det danske samfund, og kreativitet er et af Danmarks kendemærker og faglige attraktion,” siger direktør i Kreativitet & Kommunikation, Tine Aurvig-Huggenberger.
Vækst kræver politisk fokus
Med rekorden på knap 10.000 fuldtidsbeskæftigede i branchen kan der noteres en stigning på over 10 pct. over de seneste fem år. Det understreger, at branchen er en vigtig del af det danske erhvervsliv, og det kræver politisk fokus, siger politisk konsulent i Dansk Erhverv Daniel Møller Jensen:
”Den danske reklamebranche er sammen med den samlede rådgiverbranche inde i en meget flot, positiv udvikling. Vi ser, at store dele af det øvrige erhvervsliv i højere grad efterspørger kreativitet, som er noget af det, branchen er mestre i at rådgive om og levere. De mange beskæftigede understreger, at reklamebranchen er en vigtig del af erhvervslivet og den samlede danske økonomi. Derfor er der også behov for at minde den nye regering om, at vi skal have skabt de bedste rammer for, at branchen kan fortsætte den flotte udvikling,” siger han.
Samme analyse fra Dansk Erhverv og Kreativitet & Kommunikation viser, at den danske reklamebranche i første kvartal 2019 omsatte for cirka 5,3 mia. kr.