Nyt samlingspunkt for danske festivalgæster i Cannes
Pressemeddelelse 26. april 2019
De 400 danske branchefolk i Cannes Lions skal fortsat have et samlingspunkt. Reklamelinjen, Kreativitet & Kommunikation og Kompas Kommunikation planter flaget på et stykke strand under verdens største kreativitetsfestival
Cannes Lions er for danske bureauer og annoncører to-delt: Et fagligt udbytte i festivalpalæet i form af indsigter og eventuelt vundne løver, og et betydeligt netværk-element, som de seneste fem år har været boostet af et fast, fysisk holdepunkt; Danskerstranden.
Ikke langt fra palæet har de mange danskere i festivalugen mødtes, men i slutningen af 2018 meddelte TV 2, der i over 10 år har været den danske repræsentant for Cannes Lions, at Danskerstranden lukker.
Det satte gang i en trio bestående af Reklamelinjen, Kreativitet & Kommunikation og Kompas Kommunikation. De er gået sammen og kan nu – godt halvanden måned før årets festival – meddele, at Little Black Book Beach, fem minutters gang fra festivalpalæet, bliver samlingsstedet mandag-fredag for danskerne under Cannes Lions.
– Der er ca. 400 danske fagfolk i Cannes i løbet af festival-ugen. Og uanset om man har investeret i armbånd til palæet eller ej, så er der behov for at samle de uformelle netværks-muligheder ét sted. Samtidig er det Reklamelinjens opgave at bygge bro mellem juniorer og seniorer, og det kan vi gøre med vores fælles initiativ, siger Kaare Grundtvig, der sammen med Per Holm Henriksen er fagansvarlig for Reklamelinjen.
Kreativitet & Kommunikation har tidligere været partner i forbindelse med Danskerstranden. Brancheforeningens adm. direktør Tine Aurvig-Huggenberger siger:
– Vi registrerede, at de danske bureauer, der er til stede under Cannes Lions, havde stor glæde af et samlingssted. Danskerstranden udviklede sig positivt med årene, så det har været oplagt for os fortsat at være med i et nyt tiltag.
Tredje partner bag det danske samlingssted er Kompas Kommunikation, der er født som PR-bureau. I dag kan det bedst beskrives som et helhedsbureau – og således også med kreative og digitale kompetencer.
– Under Cannes Lions mødes vi ikke som konkurrenter, men fagkolleger. Kompas vil gerne være med til at sætte rammerne for et sted, hvor vi kan diskutere både fagligt og socialt, siger Thomas Hartvig, adm. direktør i Kompas Kommunikation.
Young Creative Denmark er ikke som sådan partner i tiltaget, men har leveret benarbejde med at få sikret det kreative Danmark fast grund under fødderne under Cannes Lions.
TV 2 er uforandret Cannes Lions-repræsentant og arrangerer sammen med Kreativitet & Kommunikation en danskerfest i Cannes, onsdag den 19. juni. Det foregår på Maema Plage Beach.