Kreativitet & Kommunikation henter den internationale effektivitetspris Effie til Danmark

Pressemeddelelse 11. juni 2021

Kreativitet & Kommunikation henter den internationale effektivitetspris Effie til Danmark

Brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation er blevet godkendt som Effie-partner. Det betyder, at Advertising Effectiveness Award i 2022 bliver afløst af prisen Effie Awards Denmark®, der fremover vil hædre den markedsføring og kreativitet, som er bedst til at flytte både holdninger, præferencer og markedsandele.

Den internationale effektpris Effie® er nu en realitet i Danmark og vil første gang blive uddelt i november 2022. Prisen vil blive eksekveret under navnet Effie Awards Denmark, og den nye pris erstatter Advertising Effectiveness Award – også kendt som AEA.

”Kreativitet & Kommunikation har i over 20 år været ansvarlige for AEA, som undersøgelser gang på gang har kåret som den mest prestigefyldte marketingpris at vinde i Danmark. Prisen blev skabt for at dokumentere værdien af innovativ markedsføring og kreativitet og sætte branding på radaren på direktionsgangene i de danske virksomheder. Missionen lykkedes, men vi har i de seneste år i bestyrelsen været bevidste om, at der var behov for fornyelse. I stedet for at lade AEA genopstå i en helt ny form, så vi i bestyrelsen stort potentiale i Effie-formatets internationale position, og det var derfor naturligt at indlede en dialog med dem. Jeg er stolt af, at vi i KreaKom nu kan kalde os Effie-partner, og at vi gennem den ny Effie Awards Denmark fra 2022 kan fortsætte med at inspirere danske virksomheder og vise dem, hvilke fantastiske resultater man kan opnå ved at tænke ud af boksen, når det gælder markedsføringsstrategi, innovativ medieaktivering og kreativitet,” udtaler Kim Boisen, formand for Kreativitet & Kommunikation.

Potentiale for international gennemslagskraft
Advertising Effectiveness Award er årligt blevet tildelt de kommunikationskampagner eller markedsføringsstrategier, som gennem innovativ tænkning eller kreativitet har fået virksomheders marketingbudgetter til at virke større, end de er – og skabt dokumenterbar effekt. Det er med det afsæt – den dokumenterbare effekt – at Effie Awards Denmark også tager sit udgangspunkt. Med til den nye pris følger der nye kategorier og nye fokuspunkter i den samlede score for at vinde en pris. Derudover er den kreative ide og udførelse en del af den samlede dom – og som et nyt element er prisuddelingen åben for alle.

”Selvom vi nu skaber en ny platform herhjemme, der gør det muligt for den danske branche at profilere sig internationalt igennem, er det også en pris, der samler og hædrer branchen på dansk jord. Effie Awards Denmark er en prisuddeling, der er åben for alle og ikke kun for medlemmer af Kreativitet & Kommunikation, så tiltaget løfter reelt hele branchen,” siger direktør Tine Aurvig-Huggenberger.

FAKTA

  • Effie er en pris, der hædrer dokumenterbar effekt og kvaliteten af den kreative ide og eksekvering. Læs mere på: https://www.effie.org/
  • Effie Awards blev skabt i USA og første gang uddelt i 1968. Prisen bliver i dag afviklet igennem mere end 50 partnerskaber, herunder Global Effies, regionale programmer i bl.a. Europa, Mellemøsten/Nordafrika og Latinamerika samt en række nationale Effie-partnerskaber.
  • Advertising Effectiveness Award blev senest afviklet i november 2020 og bliver ikke afviklet i år.
  • Kreativitet & Kommunikation vil frem til første udgave af Effie Awards Denmark i november 2022 udvikle prisen til den danske branche og vil løbende oplyse om jurymedlemmer, kategorier og betingelser for at deltage.

For yderligere kommentarer kontakt direktør Tine Aurvig-Huggenberger på tlf. 2127-9620 eller formand Kim Boisen på tlf. 2623-4888.