”Vores branche leverer virkelig høj værdi – det skal vi være gode til at kommunikere”

I en interview-stafet giver medlemmer af Kreativitet & Kommunikations bestyrelse deres bud på, hvad der kendetegner branchen, hvad der udfordrer den, og hvad et branchefælleskab er godt for.

Bodil Ibsen kan i år fejre 30-års jubilæum hos det effektorienterede reklame- og mediebureau Nørgård Mikkelsen. Siden 2019 har hun sammen med Kasper Jensen siddet i spidsen for bureauet, som i dag har 70 medarbejdere fordelt på to lokationer i Odense og København. 

Hvad er Nørgård Mikkelsen for en virksomhed, og hvornår kom du til?

”Vi har altid italesat os selv som ”Gør det noget, det virker?”-bureauet. Det kommer oprindeligt fra vores stifter Ove Nørgård Mikkelsen. Han var talmand, og hans tilgang var, at marketing først var rigtig sjovt, hvis det virkede og det kunne dokumenteres. I dag italesætter vi os selv som et effektorienteret reklame- og mediebureau, der arbejder i krydsfeltet mellem kreativitet, medie og data. Vi har 70 ansatte på to kontorer i Odense og København og vi er en stor familie sammensat af kreative, strateger, konceptudviklere, plannere, designere, antropologer, excel-hajer mm.

Jeg kom selv til Nørgård Mikkelsen i 1992, så jeg har 30-års jubilæum i år og er dermed nærmest vokset op på bureauet i Odense. Og nok fordi vi er startet i Odense og i perioder ikke har haft det helt store bureaumiljø i byen, så er en af bureauets helt store kernekompetencer at få unge talenter ind og lade dem udvikle sig og vokse i jobbet. Det er jeg selv ét af mange eksempler på.”

Petter Pablo Sommerfelt-Venegas, Partner i Spring Family og Zupa, sender interviewstafetten videre til dig med følgende spørgsmål: Hvilke overvejelser har du om at være til stede i både Odense og København, og har corona ændret betydningen af den fysiske tilstedeværelse?

”Vi har altid haft en holdning om at følge vores kunder og være der, hvor de er, og derfor besluttede vi for ca. 10 år siden at åbne et kontor i København. I en årrække har vi bemandet det efter vækst og det er vi virkelig blevet belønnet for. Vi har nu ca. 1/3 del af vores kollegaer og forretning i København.  Det er vigtigt for os, at man møder det samme Nørgård Mikkelsen i København og Odense, så vi fremstår som ét samlet bureau, men med to kontorer – som er en fordel for både vores kunder og vores kollegaer. F.eks. kan vi tilbyde kollegaer der gerne vil flytte at arbejde ud af et andet kontor – ligesom vi har bedre mulighed for at tiltrække både nye kunder og kollegaer på tværs af landet.

Corona har bestemt hjulpet os med at øge samarbejdet og brugen af hinanden på tværs af kontorerne fordi vi i perioder alle arbejdede via Teams – og så var det ligegyldigt, hvor man boede og hvilket kontor man normalt var mest på. Og det har vi selvfølgelig taget med os. Men vi tror også på, at vi er bedst når vi er sammen, og langt hovedparten af os er på et af vores kontorer hver dag – selvom vi selvfølgelig også har muligheden for at arbejde remote.”

Hvordan er din tilgang til ledelse?

”Hvis jeg skal prøve at beskrive det kort, så stræber vi altid efter at være åbne og ordentlige i alle forhold. Vi ser vores hus som en stor familie, hvor vi passer på hinanden og har øje for hinandens behov – men også et hus, hvor vi sammen kæmper for vores kunder. Vi har en klar formuleret vi-kultur, og vores holdning til god ledelse handler om den kultur. Vores løsninger er aldrig resultat af én persons arbejde. Det er summen af manges kompetencer, perspektiver og en fælles indsats. Når vi internt arbejder og diskuterer animerer vi til, at alle giver udtryk for, hvad de synes og mener, så vi får alle perspektiver på banen. Men når vi er enige om, hvad det er der bringer vores kunder fremad, så er det ’vi’ i kundemødet. Og med det ’vi’ mener vi også vores kunder, som vi er på en fælles rejse med.”

Hvad er din ledelsesmæssige største udfordring lige nu?

”Vi har en stor og nogle gange kompleks mængde af specialister, vi kan bringe i spil på vores opgaver. Og kunsten er at have de rigtige specialister involveret i vores kunders behov, hvor vi hverken har for mange eller for få. Vi skal sikre, at flowet i opgaverne kører godt og optimalt, så kunderne får maksimal værdi af vores arbejde. Lidt ligesom et stafetløb, hvor det handler om at aflevere stafetten godt og på det rigtige tidspunkt. Den opgave bliver tiltagende større og mere kompleks – fordi vi kan rådgive på mange områder”

Hvad ser du som branchens største udfordring?

”Jeg tror vores branche godt kan have svært ved at se, hvordan den skal definere sig selv. Kreativitet & Kommunikation rummer alt fra kreative reklamebureauer, mediebureauer, PR-bureauer og til nogle som os, der kan store dele af det hele. Derfor skal vi som branche vide, hvad det egentlig er der samler os. Det er vi gode til at håndtere i vores egne ”huse”, hvor vi hver især fortæller kunderne hvad vi kan og tror på. Men hvad er vi for en branche på de store linjer? Der er mange forskelligheder, og vi skal finde ud af, hvad vi samles om og hvad der kan være en stærk fællesnævner for branchefællesskabet.”

Hvorfor er et branchefælleskab vigtigt?

”Jeg tror på, at brancheforeningen kan hjælpe os med at styrke vores branches attraktivitet og værdien af vores arbejde. Vi skal højne værdiopfattelsen af det, vi som branche kan. Herunder ligger også, at vi skal undgå at forære kernekompetencer væk i gratis oplæg og pitches. Det er vigtigt, at vores omverden, og her tænker jeg på både kunder og kollegaer, har en opfattelse af, at der i vores branche er mange både dygtige og veluddannede mennesker med stor erfaring som kan bringe værdi og vækst til vores kunder.”

Hvorfor skulle man – i dine øjne – melde sig ind i Kreativitet & Kommunikation som virksomhed?

”Kreativitet & Kommunikation giver os adgang til god rådgivning på mange områder. På det juridiske, hvor vi f.eks. lige har lavet en aftale med Kreativitet & Kommunikations juridiske rådgivere om, at de kommer og giver os alle en gennemgang af de nye regler for prismarkedsføring. Og et andet eksempel er den nye barselslov, hvor vi qua vores medlemskab hos Kreativitet & Kommunikation også er medlem af Dansk Erhverv. Her får vi virkelig god rådgivning til det ansættelsesmæssige. Og så er uddannelse vigtig for os. Vi har igennem årene haft flere kollegaer afsted på Hybrid Agency Program – Kreativitet & Kommunikations efteruddannelse for bureauansatte – som vi har været meget glade for.

Og endelig vil jeg fremhæve, at jeg på det personlige plan har haft stor glæde af sparring med kolleger i branchen. Vi er åbne og imødekommende overfor hinanden og gavmilde med at dele perspektiver og erfaringer.”

Hvem vil du gerne give stafetten videre til?

“Jeg vil gerne give stafetten videre til John Herup, adm. direktør i mediebureauet Orchestra og høre, hvilke fordele han særligt ser i det at være uafhængig af internationale bureaunetværk?”

Fakta

  • Læs mere om Nørgård Mikkelsen her.