TikTok x GDPR – og hvad det betyder for bureauer

Hvis I bruger TikTok i jeres arbejde for kunder, er denne afgørelse fra det irske datatilsyn relevant for jer – også selvom den umiddelbart kan lyde som et problem mellem TikTok og myndighederne.

I december 2025 fik danske TikTok-brugere en besked i appen om, at deres personoplysninger fortsat kan blive overført til Kina. Baggrunden er en afgørelse fra det irske datatilsyn, som har slået fast, at TikToks overførsler af personoplysninger fra EU/EØS til Kina er i strid med GDPR. TikTok blev samtidig idømt en stor bøde og pålagt at stoppe overførslerne.

TikTok har anket afgørelsen til de irske domstole og har i den forbindelse fået midlertidig tilladelse til fortsat at overføre personoplysninger, indtil der falder endelig dom. En klar forudsætning for det var, at TikTok skulle informere brugerne i EU/EØS om myndighedernes vurdering – og det er derfor årsagen til den besked, mange danske brugere modtog i december.

Det er væsentligt at understrege, at afgørelsen ikke står alene. Sagen er behandlet i det fælles europæiske samarbejde mellem databeskyttelsesmyndighederne, hvor alle europæiske tilsyn – herunder det danske Datatilsyn – har været involveret og er enige i vurderingen.

Datatilsynet har på den baggrund udsendt deres anbefalinger til både borgere og virksomheder, der anvender TikTok. For jer på bureauerne betyder det, at I bør have yderligere dialog med jeres kunder om brugen af TikTok.

Hvad I bør gøre som bureau:

Dialog med kunden

Tag en aktiv dialog med kunden om den aktuelle juridiske situation.

Få overblik over jeres brug af TikTok

Kortlæg sammen med kunen, hvilke personoplysninger I – og jeres kunder – behandler via TikTok-konti, annoncer og kampagner.

Vurdér og dokumentér risikoen

Foretag sammen med kunden en konkret vurdering af de GDPR-risici, der er forbundet med brugen af TikTok, og dokumentér vurderingen.

Tag stilling til, om brugen er forsvarlig

Arbejder I med følsomme oplysninger eller offentlige kunder, kan det være nødvendigt at begrænse eller helt stoppe brugen, indtil nærmere afklaring.

Vær åbne og tydelige

Hvis I og kunden vælger at fortsætte brugen af TikTok, anbefaler Datatilsynet at I informerer jeres/kundens målgruppe på platformen om situationen og de potentielle risici for deres rettigheder.