Nyt bestyrelsesmedlem til Kreativitet & Kommunikation
CEO og Partner i Lead Agency, Marianne Hjaltelin, er trådt ind i Kreativitet & Kommunikations bestyrelse
Marianne Hjaltelin kommer med tyve års erfaring som konsulent, og hun ser frem til at bidrage til at ruste foreningen – og dermed branchen som helhed – til fremtiden.
Om ud- og afviklinger i branchen, om foranderlige krav fra det omgivende samfund og om økonomien siger hun:
”Det er vel ingen overdrivelse at sige, at vores branche i disse år gennemgår store forandringer med kompetenceglidninger, økonomiske udfordringer, nye krav og forventninger til arbejdspladsen, indarbejdelse af kunstig intelligens og et større samfundsmæssigt ansvar. Alt sammen områder, hvor en stærk brancheforening kan og bør spille en rolle”.
I det daglige fungerer Marianne Hjaltelin som CEO og Partner i Lead Agency, hvor hun også agerer strategisk rådgiver for virksomheder, der er i udvikling med både deres kommunikation og deres kerneforretning, og her er hun bl.a. med til at konkretisere strategier for virksomhedernes samfundsansvar. Hun ser frem til at sætte sine erfaringer i spil hos Kreativitet & Kommunikation:
”Jeg blev superglad for muligheden for at blive en del af KreaKoms bestyrelse og for, sammen med de dygtige mennesker på foreningens sekretariat og øvrige bestyrelsesmedlemmer, at kunne bidrage til vores fortsatte udvikling og relevans som branche”.
Fakta:
- Marianne Hjaltelin er uddannet idéhistoriker fra Aarhus Universitet, og har besiddet forskellige poster i kommunikationsbranchen, herunder flere ledelsesstillinger, bl.a. i Hjaltelin Stahl, nu Accenture Song og GroupM’s nordiske konsulentben, Acceleration
- Se Kreativitet & Kommunikations samlede bestyrelse her.