Nye regler om stilladsreklamer i København

Fra 1. januar gælder nye regler for stilladsreklamer i København. Reglerne blev vedtaget af Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget tilbage i juni men træder nu i kraft. 

De nye regler betyder blandt andet, at Københavns Kommune etablerer reklamefrie zoner i områder med “særlig værdifuld kulturel værdi, som bruges til ophold, og hvor det historiske København kan opleves”. Det drejer sig om Slotsholmen, Amagertorv, Højbro Plads, Gråbrødre Torv, Kongens Nytorv, Nyhavn, Nytorv, Gammeltorv og langs Christianshavns Kanal.

Herudover begrænser kommunen reklamernes størrelse. Hidtil har det været 40 procent af stilladset, der måtte udbyttes til reklame. Men nu fastsætter kommunen størrelser ud fra, hvor i byen banneret skal hænge. I “særlige kulturmiljøer” må reklamerne have en størrelse på mellem 60 og 120 kvadratmeter alt afhængigt af byrummet. Andre steder i byen, uden for de særlige kulturmiljøer, må reklamer være op til 250 kvadratmeter afhængigt af det konkrete byrum, mens de på indfaldsveje til hovedstaden må være op til 350 m2.

Som bureau bør man derfor i sin dialog med kunderne være særligt opmærksom på, at der fremover er placeringer, som ikke længere er mulige og de skærpede krav til størrelser.

Endelig indføres en takst på kr. 5,73 pr. m2 pr. dag på alle stilladsreklamer. Taksten bliver kun opkrævet for stilladsreklamer på offentlig vej, og den skal reguleres årligt. Betalingen udregnes for reklamefladens areal.

Faktureringen af tilladelser sker bagudrettet på månedlig basis. Dog skriver Københavns kommune på sin hjemmeside, ”at man er ved at tilpasse IT-systemerne til fakturering af takst. Dette har desværre ikke været muligt til 1. januar 2025”. Forvaltningen forventer derfor at udsende fakturaer fra årets første måneder medio 2025. Herefter opkræves der i faste faktureringsperioder, dvs. hver måned.

Som udgangspunkt gives der tilladelse til belysningselementer i tidsrummet mellem kl. 8:00 og 20:00 alle dage. Belysning må dog ikke være generende for omgivelserne.

KreaKom vil gå i dialog med Københavns Kommune for at sikre en så smidig administration af reglerne som muligt.

Læs mere om reglerne her eller få et hurtigt overblik her: Stilladsreklamer København Kommune

Ræk ud til KreaKom, hvis I oplever udfordringer med de nye regler, som KreaKom kan tage med i dialogen med Københavns Kommune.