Lovkatalog: Det skal bureauer have på radaren

Regeringens lovprogram for 2026/27 rummer en række forslag, der kan få direkte betydning for bureauernes arbejde med alt fra AI og influencere til spilreklamer og kommunikation til børn og unge. Her får I overblikket over de vigtigste forslag, hvornår de forventes fremsat, og hvad I allerede nu bør have med i dialogen med kunderne

Spilreklamer, deepfakes, AI, influencere, sociale medier og markedsføring til børn og unge. Regeringens lovprogram for 2026/27 indeholder en række forslag, der i det kommende år kan få betydning for bureauernes arbejde og for den rådgivning, kunderne har brug for. Nogle fremsættes allerede dette efterår, mens andre følger i begyndelsen af 2027.

Her får I overblikket over de vigtigste områder, hvad de kan betyde for bureauernes arbejde, og hvornår I skal være særligt opmærksomme.

Oktober 2026

• Spilreklamer
• Deepfakes og personlige kendetegn

November 2026

• Medieombudsmand

Februar 2027

• Markedsføring af usunde føde- og drikkevarer til børn og unge
• Aldersgrænse på visse digitale tjenester

Tidsangivelsen er den måned, hvor man forventer at fremsætte lovforslaget i Folketinget – herefter skal det behandles tre gange. Hvornår reglerne reelt gælder afhænger derfor af det enkelte lovforslag, men d. 01. januar og 01. juli er ofte ikrafttrædelsestidspunkter.

 

 

Spilreklamer: Nye begrænsninger på markedsføringen

Lovforslag fremsat: 7. oktober 2026. De nye markedsføringsregler foreslås at få virkning 1. juli 2027.

Regeringen har nu fremsat lovforslaget, der gennemfører Spilpakke 1 og lægger op til en række nye begrænsninger på markedsføringen af pengespil.
Forslaget har direkte betydning for både den kreative udformning og medieplaceringen af spilreklamer. Blandt andet foreslås det, at spil ikke må fremstilles som en prioritet, en livsstil eller som en naturlig del af et fællesskab. Der må ikke bruges personer under 25 år eller såkaldte “autoriteter” i markedsføringen.

Der lægges samtidig op til konkrete begrænsninger på, hvor og hvornår spil kan markedsføres. Spilreklamer foreslås blandt andet forbudt i forbindelse med offentlig transport, i offentlige områder inden for 200 meter af skoler og ungdomsuddannelser samt fra 10 minutter før til 10 minutter efter transmission af livesport. Ved livesport omfatter forbuddet blandt andet reklameblokke og reklamer under transmissionen, mens eksempelvis fysiske bannerreklamer på stadion og trøjesponsorater som udgangspunkt ikke omfattes.

Reglerne får også betydning for influencer- og affiliate marketing. Lovforslaget lægger op til, at ikke kun spiludbyderen, men også andre fysiske og juridiske personer kan holdes ansvarlige for overtrædelser af markedsføringsreglerne. Samtidig foreslås et forbud mod omsætningsbaseret afregning af samarbejdspartnere, der markedsfører spil.

Vær særligt opmærksom, hvis I arbejder med: spiludbydere.
De konkrete regler får betydning for, hvordan spiludbydere og deres produkter må markedsføres.

KreaKom anbefaler, at bureauer med spiludbydere som kunder allerede nu gennemgår kampagner og aktiviteter, der skal eksekveres efter 1. juli 2027. De foreslåede regler kan få betydning for både kreative koncepter, medvirkende, influencer-samarbejder og medieplaceringer. Lovforslaget er endnu ikke vedtaget, og reglerne kan derfor ændre sig under Folketingets behandling.

 

Deepfakes: Nye regler for digitale gengivelser

Lovforslag fremsat: 8. oktober 2026

Regeringen har fremsat et lovforslag om ændring af ophavsretsloven, der skal beskytte personer mod virkelighedsnære, digitalt genererede efterligninger af deres personlige kendetegn uden samtykke. Forslaget omfatter også efterligninger af kunstneriske fremførelser og præstationer, eksempelvis en sangers vokal eller en skuespillers optræden.

For bureauerne kan reglerne få betydning, når AI og andre digitale teknologier bruges til at efterligne konkrete personers udseende eller stemme. Beskyttelsen gælder både kendte og ukendte personer. Forslaget retter sig navnlig mod, at sådanne efterligninger gøres tilgængelige for offentligheden uden samtykke. Lovforslaget er nu fremsat til behandling i Folketinget, men reglerne er endnu ikke vedtaget og kan derfor ændre sig under lovbehandlingen.

Vær særligt opmærksom, hvis I arbejder med: generativ AI, syntetiske stemmer, AI-genererede billeder og videoer eller digitale efterligninger af virkelige personer og kunstneriske præstationer.

KreaKom anbefaler, at I allerede nu vurderer, om eksisterende eller kommende projekter kan blive berørt af de foreslåede regler. Det gælder især produktioner, der tager udgangspunkt i identificerbare personers udseende, stemme eller kunstneriske præstationer. Drøft derfor samtykke, rettigheder og eventuelle behov for ændringer med kunderne, og tag højde for, at de endelige regler endnu ikke ligger fast.
.

 

 

Medieombudsmand: Nye regler for alternative medieaktører

Forventet lovforslag: Første halvdel af november 2026 og ikrafttrædelsesdato juli 2027

Regeringen vil oprette en medieombudsmand, der blandt andet skal føre tilsyn med “større alternative medieaktører”. Det kan eksempelvis være influencere, politikere, podcastere, offentlige myndigheder m.fl., når de formidler noget der har karakter af nyhedsformidling eller andet indhold af faktuel karakter. Som en del af lovforslaget er dermed også nye krav til de alternative medieaktøre og deres indhold.

Det er derfor relevant for bureauer der udvikler og producerer podcasts, kampagner og digitale formater for kunder og samarbejder med influencere og andre indholdsproducenter.

Reglerne er tænkt som dækkende for de områder og det indhold, hvor medieansvarsloven, Pressenævnet og Forbrugerombudsmanden ikke har kompetencer.

Vær særligt opmærksom, hvis I arbejder med: influencers, creators, podcasts, public affairs, organisationskommunikation eller faktuelle formater eller indhold der indeholder dette.

KreaKom anbefaler, at I aktivt bruger rammerne for alternative medieaktører i jeres udvikling for kunderne, så I sikrer det bedst mulige fundament for at indholdet kan udkomme, når reglerne træder i kraft. I længerevarende kontrakter med alternative medieaktører, som udarbejdes nu, bør I overveje nødvendigheden af omtale de kommende regler.

 

 

Markedsføring af usunde føde- og drikkevarer til børn og unge

Forventet lovforslag: Anden halvdel af februar 2027, forventes træde i kraft juli 2027

Regeringen vil indføre nye begrænsninger på markedsføring af usunde føde- og drikkevarer til børn og unge under 15 år.
Den endelige model er endnu ikke på plads, men der er lagt op til et forbud på en række mediekanaler, fysiske forbudszoner og konkrete placeringer – det kan derfor påvirke alt fra kampagner, influencer marketing, sponsorater, medieplanlægning og digital målretning.

De omfattede produkter afgøres ikke nødvendigvis enkeltvis, man kan tilhøre en kategori, som forbuddet omfatter, til trods for en ok ernæringsprofil.

Vær særligt opmærksom, hvis I arbejder med: føde- og drikkevarekunder.

KreaKom anbefaler tæt dialog med alle kunder med føde- og/eller drikkevarer i porteføljen allerede nu, så I kan sikre, at I kan tilpasse eventuelt planlagte kampagner og medieindkøb, når lovforslaget er endeligt vedtaget.

 

 

Aldersgrænse på sociale medier og andre digitale tjenester

Forventet lovforslag: Anden halvdel af februar 2027

Regeringen ønsker en national aldersgrænse for børn og unges adgang til visse digitale tjenester. Den foreslåede ikrafttrædelse er 1. juli 2027.

Vær særligt opmærksom, hvis I arbejder med: sociale medier og

KreaKom støtter ambitionen om at beskytte børn og unge online, men har i et høringssvar anbefalet, at det danske lovudkast ikke fremsættes i sin nuværende form. EU arbejder samtidig med fælles regulering gennem EU KIDS Act, og KreaKom mener, at grænseoverskridende digitale tjenester så vidt muligt bør reguleres på europæisk niveau.

KreaKom har også rejst spørgsmål om den danske models effekt. Lovudkastet retter forbuddet mod børn og unge under 15 år, men pålægger ikke i sig selv tjenesterne en ny selvstændig pligt til alderskontrol.

Der er derfor ikke nye krav, bureauerne skal implementere nu. Men udviklingen er relevant for alle, der rådgiver kunder om sociale medier, digitale målgrupper og kommunikation til børn og unge.

 

Brug lovprogrammet i kundedialogen

Selvom ikke alle regler kendes endeligt i dag, så viser lovprogrammet, at reguleringen bevæger sig tættere på en række af bureauernes kerneydelser.
Arbejder I med AI og kreativ produktion, influencers og creators, sociale medier, børn og unge eller kunder inden for spil og føde -og drikkevarer, er der særlig grund til at følge udviklingen.
De nye regler vil i høj grad påvirke kampagner, der planlægges i dag, men først skal udvikles eller eksekveres i 2027, det er derfor afgørende at have dialogen med kunderne allerede nu
KreaKom følger lovforslagene og arbejder for klare og anvendelige regler for branchen. Vi orienterer løbende medlemmerne, når forslagene bliver konkrete, og når der kommer nye krav, bureauerne skal forholde sig til.