Indstil dit PR-talent under 35 til at dyste i verdensmesterskaberne i PR

Den 10. november afholder ICCO den prestigefyldte Next Generation World Cup 2023, hvor talenter under 35 år fra PR-bureauer verden over dyster om ’PR World Cup’-titlen. ICCO er den internationale paraplyorganisation for PR-industrien, som Kreativitet & Kommunikation er medlem af

Til Next Generation World PR Cup dyster talenter u/35 fra hele verden om at løse en case for en større virksomhed og den eftertragtede titel som vinder af PR World Cup.

Igen i år kan Kreativitet & Kommunikation sende to skarpe talenter fra den danske branche med til den globale konkurrence. Sammen med ICCO ønsker vi at kaste lys over PR-branchens unge talenter og fremme den næste generation indenfor PR og PA. De to talenter, uagtet at de er fra to forskellige bureauer, vil dyste sammen som hold til den internationale konkurrence.

I 2022 vandt det danske hold over de 13 andre deltagende lande, hvor Sofie Rebecca Høj fra Lead Agency og Morten Vester Haldrup fra Advice løb med guldet.

Om turneringen
I hold af to skal deltagerne i Next Generation PR World Cup 2023 løse en opgave stillet af en international NGO. Deltagerne skal udforme en kampagne, hvor en række internationalt udpegede dommere vil vurdere deres arbejde – på kreativitet, kvalitet, og om den lever op de stillede kriterier.

Next Generation PR World Cup 2023-finalen løber fra 30. oktober – 1. november 2023 – det kræver ikke at deltagerne rejser ud af Danmark. Her stilles en detaljeret opgave af en international NGO, og finalisterne skal løse den ved bl.a. at indlevere et skriftligt resumé af deres kampagne, en kort video, hvor de afdækker, hvordan de ville løse den stilne opgave, samt en kort præsentation. Juryen vurderer efterløbende arbejderne og vinderne kåres den 10. november.

Hvad kan man vinde?

  • Udover den ærefulde titel, får vinderne af Next Generation PR World Cup 2023 muligheden for at deltage i ICCO Global Summit 2024, hvor de skal præsentere deres kampagne med rejse og ophold finansieret af ICCO.
  • Vinderne får mulighed for at diskutere implementering af deres kampagne med NGO’en.
  • Vinderne vil fremover få en plads i ICCO’s eksklusive ’Next Generation’-netværk.


Indstilling af talenter

Medlemmer af Kreativitet & Kommunikation har mulighed for at indstille ét talent til kampen om de to pladser.

  • Send os et navn og en motiveret begrundelse for, hvorfor netop jeres ansatte er den rigtige at sende afsted – sendes til info@kreakom.dk
  • Husk at vedkommende skal være under 35 og læg gerne vægt på nogle af de resultater, han/hun/dem har skabt, evt. om de tidligere har vundet priser, har særlige anerkendelser eller lignende.
  • Vi skal have navnet på jeres kandidat senest den 10. oktober 2023.

Mere information

  • Læs mere om konkurrencen her.
  • Læs om vinderne af sidste års konkurrence her.

 

Morgenmøde

Hvordan vinder man VM i PR?

Hvordan vinder man VM i PR? Hvordan finder man opskriften på det gode makkerskab på rekordtid? Og hvad har mindfulness og Steven Tyler at gøre med at redde regnskoven? Vær med når Sofie Rebecca Høj og Morten Vester Haldrup deler deres case for WWF, der sikrede guld til Danmark ved VM i PR 2022.

Slå vejen forbi KreaKom den 29. september kl. 9.00 og hør sidste års vindere dele deres oplevelser.