Danmark har med den nye regering fået sin første digitaliseringsminister, og med et tilhørende Folketingsudvalg for IT og Digitalisering er der gode muligheder for, at den digitale og teknologipolitiske dagsorden omsider får den fornødne politiske opmærksomhed, den fortjener. Den tid er forbi, hvor teknologi og digitalisering kan behandles som et perifært nicheområde. Digitalisering er en hovedprioritet for Dansk Erhverv. I takt med den omsiggribende digitale transformation er det blevet storpolitik og ikke mindst erhvervspolitik. Det handler om alt lige fremtidens økonomiske vækst og jobskabelse, digitale løsninger til at drive den grønne omstilling, automatisering som redskab til at bevare en velfungerende offentlig sektor, om sikkerhed i en tid hvor kritisk infrastruktur er digital og virksomheder udsættes for cyberangreb dagligt. Tilmed om vores demokratiske institutioner og værdier.
Det kalder på politiske visioner, der samtænker den brede digitale dagsorden på tværs og finder de rette balancer mellem digitaliseringens mange muligheder, men også finder ansvarlige løsninger på de udfordringer og nye risici, der følger med. I Dansk Erhverv ser vi en unik mulighed for, at Danmark gør ansvarlig digitalisering til en konkurrencefordel. På samme måde som vi har gjort det på det grønne område. Men det kræver investeringer både økonomisk og i politisk kapital. På nationalt plan, og med en langt stærkere dansk stemme i EU og internationalt.
Derfor samler vi til det digitaliseringspolitiske topmøde både de vigtigste beslutningstagere og den danske tech- og IT-industri, som udvikler fremtidens løsninger, forretningsmodeller og jobs. På dagen er der mulighed for at høre Danmarks nye minister for digitalisering og ligestilling, Marie Bjerre (V), give sit bud på sine visioner og arbejdsprogram, ligesom partiernes it-ordførere bliver inviteret til at sætte ord på, hvor de synes, Danmark skal fokusere sine digitaliseringspolitiske båndbredde.
Digitale teknologier er en af nøglerne til at løse vor tids store samfundsudfordringer, bl.a. ift. klimaambitionerne. Den dobbelte grønne, digitale omstilling er et hovedtema for topmødet. Det behandles både i temadebatten, hvor nogle af vores medlemsvirksomheder vil dele deres erfaringer og grønne ambitioner. Endelig giver IT-Branchen et brancheperspektiv.
Digitalisering fylder ikke kun politisk hos Dansk Erhverv. Også erhvervslivets brug og kommercialisering af data og teknologi er en vigtig prioritet, som ikke blot aktuelt understøtter dansk konkurrenceevne men også bliver helt afgørende for, at Danmark får succes i den digitale økonomi og det digitale 21. århundrede. Derfor benytter vi også anledningen til at fejre de gode eksempler og uddeler SMV:Digital prisen for ’Årets Digitale Omstilling’.