Sådan vinder du en Effie: Her er vinderbegrundelserne for årets mest effektive kampagner

Torsdag den 16. november blev årets mest effektive kampagner fejret ved en stor prisuddeling på Børsen i København til Effie Awards Denmark. 17 statuetter blev uddelt til de i alt 32 finalister. Men hvordan vinder man den eftertragtede effektivitetspris? Læs vinderbegrundelserne her. 

Kategori: Branded Content & Entertainment – Products/Services

Sølv: “Unplug Denmark”, Norlys – Accenture Song og Orchestra

”At satse alt på en enkelt dag kræver en vis form for mod. Dette er præcis, hvad der er gjort i casen, som udfolder det komplekse kampagneframework “Unplug Denmark”. Kampagnen er en præstation i sig selv, idet den udfolder sit håndværk i mange aspekter af sit kernekoncept. Det er ikke kun rækkevidden, der imponerer, men også den markante indflydelse på målgruppens adfærd og købsintentioner. Samlet set er resultaterne imponerende.”


Kategori: Branded Content & Entertainment – Products/Services

Guld: “Dogcation”, Spies Rejser / Nordic Leisure Travel Group – Robert/Boisen & Like-minded

”Kampagnen fra Spies tapper vellykket ind i brandets unikke tone og univers. Den tager desuden udgangspunkt i en ægte indsigt i, hvad der kan kompromittere en idyllisk ferie under sydens sol. Den kombinerer denne indsigt med et stærkt kreativt koncept, og går skridtet videre ved at implementere det ikke blot som en reklame, men som en reel service for forbrugerne. Resultaterne er ikke til at tage fejl af; kampagnen har opnået en bemærkelsesværdig salgsimpact, drevet af indhold, som forbrugerne aktivt ønskede at investere tid og engagement i.”


Kategori: For Profit – Intangible products and services

Bronze: “Valgkampagnøøøh 2022”, Politiken – & Co. / NoA

”Kampagnen formår at træffe både tidsånden og Politikens unikke tonalitet på en måde, der simpelthen ikke kan ignoreres. Abonnementssalget har set en markant stigning, som et direkte resultat af denne kampagne, som skærer gennem den tætte tåge af valgkampsretorik. Kampagnen iscenesætter på effektfuld vis behovet for et troværdigt og nuanceret medie som Politiken på valgkampens kaotiske krigsskueplads. Det er en klar indikator på, at budskabet ikke bare lander, men også resonerer og konverterer.”


Kategori: For Profit – Intangible products and services

Sølv: “Dogcation”, Spies Rejser / Nordic Leisure Travel Group – Robert/Boisen & Like-minded

”Kampagnen styrker Spies’ produkt yderligere ved at tilføje en service, der ikke kun adresserer et konkret problem, men også har en relaterbar appel, der rækker langt ud over den primære målgruppe. Det er en helstøbt indsats, hvor både koncept og udførelse harmonerer og formår at engagere folk. Det stopper dog ikke der; kampagnen har også den direkte effekt, at den driver salg ved at motivere folk til faktisk at booke en rejse. Alt i alt en vellykket sammensmeltning af marketing, service og salg.”


Kategori: Crisis Response/Critical Pivot

Sølv: “Unplug Denmark”, Norlys – Accenture Song og Orchestra

”En meget original og gennemført respons til energikrisen i 2022, som både har styrket Norlys som brand og bidrog til at sætte fokus på energiudfordringen. Nok bedre kommercielt end samfundsøkonomisk – uanset en succes”


Kategori: For Profit – Intangible products and services

Bronze: “McCafé – Baristakaffe til hvad den burde koste”, McDonald’s – OMD Denmark, NORD DDB CPH & Annalect

”Endnu en stærk og veldokumenteret case fra McDonalds med en relevant “cultural tension”, som den kreative drivkraft, samt imponerende dokumentation af resultaterne fra kommunikation til trial. Juryen fremhævede I særdeleshed det stærke datafokus, samt den simple formulering af den attraktive product benefit.”


Kategori: Media innovation – Emerging & New Channels/Existing Channels

Sølv: “WAOO Love Squad”, Waoo – Uncle Grey og Wavemaker

”Imponerende kreativ idé, der lancerer et unikt servicekoncept og anvender det effektivt som positioneringsværktøj i en kategori, der ofte byder ind med kedelige og generiske kommunikationstiltag. Imponerende effekt gennem innovation, relevans og fungerer som bevisførelse for deres mangeårige platform ”Internet as it should be”. Juryen roste bl.a. arbejdets højere grad af originalitet, flotte ROI og ikke mindst at det satte brugerne i centrum gennem en unik service, der blev voldsomt populær og skabte stor interesse fra medier og influentere. ”En ekstrem kreativ og effektiv” introduktion af mærket til en række forskellige gaming worlds.”


Kategori: Environmental Brands/Non profit

Sølv: “Giv Plads Til En Grønnere Fremtid”, Andel – Robert/Boisen & Like-minded

”En særdeles veldokumenteret og ikke mindst velskrevet case, der formår at anvende kreative virkemidler til at sætte en af vor tids vigtigste emner øverst på dagsordenen. Juryen lagde blandt andet vægt på: ”Modet til at gå med den strategiske indsigt og opnå særke PR-resultater” samt en høj og relevant kreativ eksekvering og sammensætningen af forskellige platforme og virkemidler.”


Kategori: For Profit – Financial, Telecomms & Energy

Sølv: “Unplug Denmark”, Norlys – Accenture Song og Orchestra

”En lysende kampagne. Original og gennemført langs alle akser. Faktisk så mange at juryen til sidst blev lidt forvirret over hvornår den velgørende dimension stanser og positioneringskampagnen begynder – hvad der var investering og hvad der var donation. Alt andet lige er det bare at tage hatten af for et meget ambitiøst initiativ med meget gode resultater for såvel brand som purpose”


Kategori: For Profit – Financial, Telecomms & Energy

Bronze: “Giv Plads Til En Grønnere Fremtid”, Andel – Robert/Boisen & Like-minded

”En aldeles vidunderlig spids indsigt danner grundlaget for at Andel kan starte sin rejse til at blive et godt positioneret og attraktivt energiselskab i Danmark. Vi anerkender de indledende resultater og tror at casen kan klatre op ad ‘The effectiveness ladder’ når det får nogle flere kilometer i benene”


Kategori: Social Media – Products/Services/Non-profit

Bronze: “3-2’eren”, Kræftens Bekæmpelse & TrygFonden – Robert/Boisen & Like-minded

”Det fungerer bare at tage sproget fra et tema som optager målgruppen og flytte det over i det problem, som du ønsker at komme til livs. 3-2eren bruger fodboldens sprog til at indramme alkohol-aftaler på en fremragende enkel måde. Vi savner dog halvdelen af befolkningen, så vi glæder os til at se grebet overfor dem til næste år”


Kategori: Social Media – Products/Services/Non-profit

Guld: “Dogcation”, Spies Rejser / Nordic Leisure Travel Group – Robert/Boisen & Like-minded

”Det er så godt set. Det uforløste rejsesegment af hundeejere, og hvordan det kan aktiveres gennem kreativ produktudvikling og integreret kommunikation. Vi venter på 2024 katalogen.”


Kategori: Small budgets – Products/Services

Sølv: “Valgkampagnøøøh 2022”, Politiken – & Co. / NoA

”Budskabet bliver serveret skarpt og superminimalistisk og på brandets og mediets præmisser og dermed med høj integritet. Med tilpas kant og relevans til at skabe og få opmærksomhed. Stærk eksekvering og formidling af usikkerheden, der er forbundet med netop valg og valgperioden. Og baseret på god segmentforståelse, skaber den høj relevans og troværdighed.”


Kategori: Small Budgets – Non profit

Bronze: “3-2’eren”, Kræftens Bekæmpelse & TrygFonden – Robert/Boisen & Like-minded

”En stærk kombination af indsigt, kreativ eksekvering og medie strategi. Trækker kreativt på et univers, mange genkender og skaber dermed opmærksomhed og sympati. Et godt puf – en god samtalestarter for noget, der kan være lidt besværligt at tale om – forældre og børn imellem. Stærkt at der er en konkret handling, man kan foretage sig.”


Kategori: PR – Public Relations

Sølv: “Giv Plads Til En Grønnere Fremtid”, Andel – Robert/Boisen & Like-minded

”En fantastisk case, der effektivt gør brug af en række forskellige discipliner og virkemidler for at skabe en landsdækkende samtale og skabe såvel opmærksomhed som forretningsresultater for Andel. Både lærerig og spændende læsning fra start til slut. Juryen roste samtidig den elegante case skrivning og den velgennemtænkte strukturering af samtlige elementer i casen. Der blev lagt vægt på en stærk og tydelig sammenhæng mellem indsigt, idé og aktivering af en bred og attraktiv målgruppe.”


Kategori: Social Good / Brands/Diversity, Equity & Inclusion

Sølv: “Unplug Denmark”, Norlys – Accenture Song og Orchestra

”Flot eksekvering af en idé, der samler danskerne om flere vigtige agendaer på én gang. Med udgangspunkt i data og medie instrumentalitet. Det lykkes at give virksomheden en stemme og understrege, at de engagerer sig i en bred agenda. God fastholdelse af interesse over tid med spredte kampagneindrykninger og med et stærkt fokus på adfærdsændring.”


Kategori: Social Good / Brands/Diversity, Equity & Inclusion

Sølv: “Giv Plads Til En Grønnere Fremtid”, Andel – Robert/Boisen & Like-minded

”Denne case belønnes for at formå at sætte en større samfundsagenda i spil. Stærk indsigt i at give det tavse flertal en stemme og at lade en velkendt ”not in my backyard”-mentalitet være det kreative omdrejningspunkt. Tilgang til indhold og sammensætning i kampagnen fungerer godt. Herunder også eksekvering til digitale kanaler. Viser god brug af involvering og data.”


Special Recognition – TALENT 23

Alexander Faxø – Robert/Boisen & Like-minded

“Prisen gives ikke for ét arbejde eller én annonce. Den gives for det brede billede. Det er en pris der gives til den Primary Author, der er ansvarlig for de entries, der har vundet flest point. Vinderen af “Special Recognition pris – TALENT 23” har skrevet cases der er beskrevet som ”elegante og velgennemtænkte”. Der ses i arbejderne en tydelig sammenhæng mellem indsigt, idé, aktivering og effekt. Og talentet har, sammen med resten af teamet, bl.a. haft modet til at gå med den strategiske indsigt og opnå særke PR-resultater.”