Pressemeddelelse 2. februar 2022

Kreativitet & Kommunikation og Dansk Markedsføring flytter sammen

I maj 2022 får den rådgivende, kreative branche et nyt samlingspunkt, når Kreativitet & Kommunikation og Dansk Markedsføring flytter sammen i Bredgade 19. Det nye, større hus giver adgang til bedre samarbejdsmuligheder, flere netværksarrangementer og en videreudvikling af Kreativitet & Kommunikations medlemstilbud.

Med en central placering på Bredgade i Indre By i København starter Kreativitet & Kommunikation og Dansk Markedsføring et nyt kapitel sammen, når de til sommer slår dørene op til deres nye, fælles hus. Kreativitet & Kommunikation og Dansk Markedsføring har mange snitflader, og det nye hus vil fungere som et samlende element i krydsfeltet mellem kreativitet, kommunikation og innovation.

”Vi har længe puslet med tanken om at lave et samlingspunkt for branchen i ét fælles hus. Kreativitet & Kommunikations mission er at skabe verdens bedste rammebetingelser for alle, der arbejder med kreativitet, innovation og kommunikation. En del af dette drejer sig om vidensdeling, networking, uddannelse og inspiration – og her har vi mange fælles dagsordener med Dansk Markedsføring. Det bliver et sted, hvor man har lyst til at mødes med ligesindede flere gange om året, networke og udvide sin horisont. KreaKom’s nuværende lokaler er for små og egner sig ikke til dette, men det gør det nye sted. Og med vores nye bofæller bliver der mere kritisk masse, når vi nu kan lave fælles arrangementer,” siger Kim Boisen, bestyrelsesformand i Kreativitet & Kommunikation.

I januar tiltrådte Charlie Stjerneklar som ny direktør for Kreativitet & Kommunikation, og sammenflytningen med Dansk Markedsføring går i tråd med den nye kurs, som Charlie Stjerneklar ser for brancheforeningen:

”Som ny direktør har det været afgørende for mig, at vi bliver ved med at udvikle os som organisation. Derfor er jeg glad for, at vi så hurtigt efter min tiltrædelse er lykkes med at finde nogen, vi kan lege med. Når vi får et fælles hus med Dansk Markedsføring, så kan vi komme bredere ud og repræsentere hele branchen. Vi skal ud og vise talenterne, hvorfor bureauverdenen det fedeste sted at slå sine folder, og en del af det er også at have og facilitere et samlingspunkt for branchen på tværs, hvor vi kan holde gode fredagsbarer, netværksarrangementer og tilbyde attraktive efteruddannelsesmuligheder. Alt dette taler det nye hus ind som det nye ’Markedsføringens hus’, og vi glæder os til at samle branchen til et brag en housewarming, når vi er kommet på plads,” siger Charlie Stjerneklar, direktør i Kreativitet & Kommunikation.

Hos Dansk Markedsføring ser de også frem til at flytte i branchekollektiv med Kreativitet & Kommunikation:

”Dansk Markedsføring har gennem de seneste år arbejdet aktivt på at samle flere af branchens aktører, og det er derfor glædeligt at vi nu sammen med Kreativitet & Kommunikation kan lave et klubhus for branchen. Vi må som branche stå sammen, hvis vi skal drive en fælles agenda, og der er helt oplagte muligheder for et tættere samarbejde bl.a. indenfor netværk og kompetenceudvikling, men også i grundfortællingen om, at det er marketing, der driver væksten” siger Thomas Wahl, direktør Dansk Markedsføring.

Begge foreninger fortsætter som selvstændige og uafhængige foreninger.


FAKTA
Kreativitet & Kommunikation og Dansk Markedsføring overtager de nye lokaler 1. maj 2022. Den nye adresse bliver Bredgade 19, 1260 København K.

Foto: PR/Jeudan

Foto: PR/Jeudan