Etiske retningslinjer for ansvarlig brug af AI i bureaubranchen

EACA har lavet en guide til, hvordan bureauer kan arbejde med AI

EACA (European Association of Communications Agencies) er den europæiske brancheorganisation for kommunikations- og reklamebureauer.
Organisationen repræsenterer bureauer og nationale brancheforeninger, herunder KreaKom, i hele Europa og arbejder for ansvarlige rammer, fælles standarder og et stærkt europæisk bureauøkosystem.

EACA har, i samarbejde med os og flere andre, udviklet et sæt etiske retningslinjer for brug af kunstig intelligens på bureauer. Retningslinjerne tager udgangspunkt i bureauernes virkelighed og balancerer innovation, kreativ frihed og ansvarlighed i en tid, hvor AI spiller en stadig større rolle.

Retningslinjerne bygger på fælles europæiske værdier som transparens, menneskeligt ansvar, databeskyttelse og fairness. Målet er ikke at begrænse brugen af AI, men at sikre, at teknologien anvendes tillidsvækkende, ansvarligt og professionelt.

Et forretningsnært, frivilligt framework for bureauer

EACA’s etiske retningslinjer kan fungere som et praktisk og anvendeligt beslutningsgrundlag for bureauer, der arbejder med AI. Retningslinjerne kan være med til at understøtte bureauernes rolle som ansvarlig rådgiver og kan gøre det lettere at træffe klare valg i både kreative, strategiske og kommercielle processer.

Fordi retningslinjerne tager udgangspunkt i output og anvendelse – frem for teknisk indsigt i AI-modeller – kan de integreres i bureauets eksisterende arbejdsgange efter behov.

Et fælles udgangspunkt i kundesamarbejdet

Retningslinjerne kan samtidig bruges som et fælles og neutralt referencepunkt i dialogen med kunder. Bureauerne kan underbygge dette med konkrete tiltag, de selv har iværksat, og anvende det aktivt i dialogen med kunderne. Ved at tage afsæt i et anerkendt, europæisk og branchebaseret framework kan bureauerne dermed styrke både deres faglige troværdighed og kundernes tillid.

Europæisk forankring – branchebaseret ansvar

At retningslinjerne er udviklet på europæisk niveau og med direkte input fra nationale bureauorganisationer betyder, at de afspejler branchens egne standarder og ansvar – ikke kun regulatoriske minimumskrav. Det giver bureauer et stærkt fundament for at arbejde med AI på en måde, der både er konkurrencedygtig, etisk forsvarlig og fremtidssikret.

KreaKom anbefaler, at bureauerne tager EACA’s etiske retningslinjer for brug af AI til sig og – i det omfang det giver mening – inkorporerer dem i deres egne arbejdsgange og interne processer. Retningslinjerne kan fungere som et fælles, europæisk referencepunkt for ansvarlig brug af AI i branchen.

Vi hører altid gerne fra jer, hvis I har spørgsmål, erfaringer eller input til arbejdet – eller hvis I ønsker sparring om, hvordan retningslinjerne kan anvendes i praksis på jeres bureau.