ICCO-rapport: PR-branchen finder fodfæste i en turbulent tid

Selv om verdensøkonomien er præget af usikkerhed, viser rapporten, at størstedelen af ledere i PR-branchen, 67 procent er optimistiske i forhold til markedsvækst, og 61 procent forventer øget indtjening i løbet af året. Det viser ICCO World PR Report 2024-2025, der netop er udkommet.

Et af de mest markante skift i årets rapport er den voksende betydning af public affairs. I takt med at det politiske landskab bliver mere fragmenteret og komplekst, søger virksomheder i højere grad rådgivning til at navigere i nye reguleringer, skærpet politisk retorik og globale spændinger. PR-professionelle får dermed en stadig vigtigere rolle i at hjælpe organisationer med ikke blot at kommunikere, men også at forstå og påvirke den politiske dagsorden.

AI ændrer spillereglerne

Et andet centralt fokuspunkt i rapporten er kunstig intelligens. AI-teknologier vinder hastigt indpas i branchen. Hele 74 procent af de adspurgte PR-professionelle bruger allerede AI i deres arbejde, og 47 procent ser AI-kompetencer som den vigtigste færdighed for fremtidens PR-arbejde.

Men med den teknologiske udvikling følger også et stort ansvar. AI-drevne systemer kan både effektivisere kommunikation og skabe nye muligheder – men de kan også bidrage til spredning af misinformation, hvis ikke de bruges med omtanke. Rapporten advarer mod faren ved ukritisk anvendelse af AI og understreger behovet for etisk regulering og klar ansvarlighed.

Fælles for rapportens temaer er behovet for stærkt og etisk lederskab. Rapporten peger på, at PR-branchen står ved et afgørende vendepunkt. I en tid præget af ideologisk polarisering og teknologisk acceleration bliver PR ikke kun en kommunikationsdisciplin, men en strategisk, politisk og etisk nøglefunktion. PR-professionelle står dermed ikke kun som kommunikatører, men som strategiske rådgivere og værdibærere. Fremtiden kræver både teknologisk kunnen, politisk forståelse og etisk kompas.

Europa holder igen

Mens markeder som Afrika, Asien og Nordamerika viser større optimisme, indtager Vesteuropa en mere afventende position – både hvad angår vækstmuligheder og forventninger til øget indtjening.

Rapporten viser, at Vesteuropa kun scorer 6,4 ud af 10 i forventninger til vækst, og blot 4,5 ud af 10 når det gælder øget profit – kun overgået af Storbritannien i lavt forventningsniveau. Til trods for gode resultater og vækst inden for teknologi, sundhed og finans, holder branchen igen, når det kommer til forventningerne til fremtiden. Bekymringer om den økonomiske fremtid og investorers krav til profit, presser stadig bureauerne, fremgår det af rapporten.

På trods af den økonomiske usikkerhed prioriterer europæiske PR-bureauer strategiske investeringer i især ESG-kommunikation. Det er det højest prioriterede område, stærkt påvirket af EU’s grønne reguleringer. Herefter følger strategisk rådgivning og samarbejde med influencere.

Rapporten fremhæver, at det ikke kun handler om at følge med i markedet – men om at lede med ansvar. 45 procent af de europæiske PR-professionelle fremhæver etik som en kerneværdi, det højeste niveau globalt. Det afspejler en ambition om at støtte erhvervslivets grønne og ansvarlige omstilling med høj kvalitet og integritet, lyder analysen i rapporten.

Læs mere om rapporten her