Lær at lave lydfortællinger

Arrangement

På dette podcast-kursus lærer du at producere medrivende fortællinger med stemmer og lydeffekter. Du får styr på dramaturgi og fortælleteknik, så du kan suge dine lyttere ind i en anden verden i deres højttalere og hovedtelefoner.

Audio er hipt igen, og nye podcast popper op alle vegne. Nogle taler endda om en ny guldalder for radio med de store fortællingers genkomst.

Ikke bare radiostationer, men også medier, enkeltpersoner, organisationer og fællesskaber laver deres egne udsendelser på lyd. En lydfortælling kan bruges som podcast, men hvor en podcast er selve distributionsmåden, er lydfortællinger formen på indholdet.

Du har måske mest brugt det skrevne ord eller video til at formidle dine budskaber med, men nu er det tid til at komme med på lydfortællings-bølgen.

I Danmark har blandt andre Third Ear været med til at fremme kendskabet til og glæden ved lydfortællinger. 25% af radiolytningen på Radio24syv sker i form af podcasts. Og mediehuse som Politiken er begyndt at tilbyde podcast-produkter.

Ud over, at der er mange potentielt interesserede brugere derude, kan lydmediet noget særligt. Det kan formidle stemninger og give modtageren mere følelsesmæssige oplevelser via nærværende historier.

På dette kursus lærer du at producere gnistrende, nærværende, autentiske historier med mennesker i centrum. Vi arbejder med dramaturgi, iscenesættelse, spændingskurver og plot.

Vi skal arbejde med både timelange fortællinger og historier ned til få minutters varighed.
Kurset har fortrinsvis fokus på den dramaturgiske og fortælletekniske del af at fremstille lydfortællinger.

På dette kursus lærer du at:

  • interviewe scener frem
  • fortælle historier i spændstige forløb
  • skrive til øret og den indre billedskærm
  • arbejde med lyd som forgrund og baggrund
  • bruge lyd som medfortæller

Du lærer desuden den smule teknik, der er nødvendig for at opnå et godt resultat.

Sådan foregår undervisningen
De to første dage får du en introduktion til podcasts og lydfortællinger, du lærer grundlæggende om historiefortælling med lyd og udvikler din egen idé til en lydfortælling.

Når vi mødes anden gang, har du været ude og researche og indhente dit råmateriale i form af lyd. Vi hjælper dig med at skærpe din fortælling og redigere materialet.

På tredje samling vil vi samle trådene, dele erfaringer og se på, hvordan du kan anvende lydfortællinger og podcasts fremover, eventuelt som en del af en forretningsmodel.

Undervisningsdage
20/02
21/02
11/03
11/04

Underviser
Annette Holm
Lektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er en af de mest erfarne undervisere, du kan få, når det kommer til at lære journalistik med lyd.